Mine tanker

Search
  • Vanilla Sommer

Hvorfor jeg mener, at alt kan løses med kærlighed



Jeg tror at vi mangler kærligheden i vores liv - eller kontakten til den. Den universelle kærlighed, som er i alt og ét. Den kærlighed, som vi både er og kommer af. Jeg vil tale om den betingelsesløse kærlighed - den som er. Vi møder den nemlig ikke i de systemer, vi har bygget vores samfund på, og som vi mener er nødvendige for at danne det hele menneske. Er der noget, vi har misforstået? Noget af det første vi møder, når vi påbegynder vores menneskeliv, er jordemoderens vægt og målebånd. Vi bliver bogstaveligt talt kontrolleret i begge ender og sammenlignet efter diverse tabeller om, hvad der er normalt, og hvad der forventes af os. Jamen er det ikke for at være obs på afvigelser, og er det ikke for vores egen skyld? Det kan jo altid diskuteres, og måske er der noget om snakken, men jeg vil her bruge det mere som et billede på noget, jeg mener er helt skævt. Nemlig præmissen om, at der som udgangspunkt forventes, at der er noget galt, indtil det modsatte er bevist. Og dette: at barnet, mennesket kommer som et blankt lærred, der skal fyldes, i stedet for som en gave, der skal pakkes ud. Heldigvis synes jeg at opleve en stadig spirende bevidsthedsændring i takt med, at forældre kommer mere i kontakt med dem selv og går på opdagelse efter deres indre kerne. Men hvis vi ser på samfundet som helhed, hvis vi ser på de offentlige systemer, er de gennemsyret af manglende tillid, frihed og respekt. Individet er blot en brik i et større spil, og man kan ikke have brikker, der rykker rundt efter forgodtbefindende. Der er altid to sider af samme mønt, og jeg vil gerne tage mønterne op i hånden, og vende dem om, for at se, hvad der er på den anden side. Systemerne repræsenterer den betingede kærlighed. Begyndende efter fødslen: hvis du følger din kurve, er du god nok. Ellers er der noget, der skal justeres. I vuggestue, børnehave og skole bruges læreplaner, og børnene bliver løbende vurderet. Der er sjældent plads til at børnene kan udvikles i eget (individuelt) tempo, og de må rette ind for alles fælles bedste. Men hvem gavner dette fælles bedste? Hvem....? Et ord som "viljestærk" bliver brugt med negativt fortegn om et barn, der har svært ved at rette ind. Jeg har sågar hørt det brugt om børn, hvis vilje, var svær at knække. Men dette skal ikke kun handle om børnene. Det er bare der, vi alle begynder vores vandring gennem livet. Vi lærer, at gøre det rigtige, og at vi bliver belønnet for det. Og heri ligger problemet. For hvem har besluttet, hvad der er det rigtige? Og er det samme rigtigt for alle?

Op igennem skolesystemet bliver børnene løbende mødt af evalueringer på mere eller mindre daglig basis. I de små klasser bruges smileyordninger, og på nogen skoler konkurrerer man, om ugens dygtigste klasse (med vægt på adfærd). Ved skole-hjem-samtalerne bliver børnene vurderet og selv når de får ros, er der som regel altid noget, der skal gøres endnu bedre. Om det så blot er "fortsæt det gode arbejde". Det er vigtigt at stræbe. Du er ikke nogen før du bliver til noget. På de højere klassetrin introduceres egentlige karakterer, og i sidste ende venter kvalitetsstemplet uddannelsesparat. Og jeg har slet ikke nævnt de nationale tests. Nu springer jeg let og galant videre i teksten. For vi ved godt, at den kurs, for hvilken fundamentet bliver lagt allerede tidligt i barndommen, følger os hele livet. Vi bliver opdraget igennem et system, der værdsætter lydighed, og evnen til at tage imod en fælles besked - helst uden at stille for mange spørgsmål. For hvordan ville det se ud, hvis alle stillede spørgsmål i munden på hinanden, og hvordan skulle man så overhovedet komme videre i teksten med 27 børn? Hele grunden til at jeg skriver dette ligger faktisk i den anden ende af skalaen. Jeg har forsøgt at finde svaret på, hvorfor ældre mennesker udviser så stor lydighed og autoritetstro. Skyldes det mon, at også de er produkter af det system, der begynder allerede med jordemoderens målebånd? Hvornår lærer vi at elske os selv, når vi hele tiden bliver mødt med prædefinerede krav til, hvem vi skal være, hvad vi skal kunne og hvad der er rigtigt at gøre? Hvem vil ikke have en guldstjerne i protokollen? Det giver ikke så mange guldstjerner at stille spørgsmål eller være på tværs. Vi lærer, at kærlighed er noget, vi skal gøre os fortjent af. Er det derfor så mange mennesker, har ondt i selvværdet? Og hvis vi kendte til den betingelsesløse kærlighed, og vidste at vi var nok i os selv, ville vi så have brug for karakterer? Her er mit ønske: at du og jeg og alle de andre forstår, at alting begynder med os selv. At kærligheden er der, og at den hele tiden var der. At vi, når vi lærer at samle på smileyer og guldstjerner, overser dét, der er virkelig vigtigt. Vi glemmer det, fordi vi lader os lulle ind i en tåge af distraktioner. Meningen med livet har aldrig været, at nå først til målstregen - for da går vi glip af hele rejsen. Når vi fokuserer på fortid og fremtid går vi glip af det eneste vi har - nu. Hvad hvis meningen med livet er selve livet. Hvad hvis den vigtigste lektie vi kan lære hedder kærlighed. Guldstjerner og karakterer er symboler på den betingede kærlighed, og eftersom vi opdrages i dét paradigme, mangler vi måske den virkelige essens af ægte kærlighed. Hvem er jeg, når jeg lærer, at min mening ikke er vigtig? Hvem er jeg, når jeg lærer at tilsidesætte mig selv for fællesskabet? Hvem er jeg, når dét, jeg forventes at skulle lære, er prædefineret af andre? Hvordan ved jeg, hvad jeg kan lide, når vejen allerede er udstukket for mig? Hvordan ved jeg, hvad der er rigtigt og forkert for mig, når jeg får at vide, at jeg skal høre efter og gøre som den voksne siger, og i øvrigt ikke forstyrre fællesskabet? Hvordan lærer jeg, at mærke efter indeni, når jeg får at vide, at der altid er nogle andre, der ved bedre? Gør som det bliver sagt: spis din mad, stil dig i kø, vent på tur, det er ikke noget at græde over, der er ikke noget, at være bange for, op igen, skynd dig så, tag din pille, og tænk på fællesskabet. Udvis samfundssind, gør som det bliver sagt, du vil vel ikke have, at noget er din skyld, vel? Problemet er bare, at når du påtager dig ansvaret for et andet menneske, tager du samme ansvar fra selv samme menneske. En slags simpelt tyveri. Vi har først og fremmest ansvar for os selv, og det er ikke en dårlig ting, selvom vi bliver opdraget til at tro noget andet. At tage ansvar for sig selv er ikke ensbetydende med at være ligeglad med andre. At tage ansvar for sig selv er, at kende og være i stand til at markere sine egne grænser - og at respektere andres. Vi lærer bare ikke at mærke eller markere vores grænser i det system, vi bliver opdraget i, fordi vi lærer, at fællesskabet er det primære, og det individuelle er det sekundære. Men hvad nu, hvis der er omvendt? Jeg siger ikke, at vi ikke skal tænke på fællesskabet. Men et fællesskab uden selvstændigt tænkende individer er ikke et fællesskab, men en grå masse. Hvis vi vil bidrage med noget til fællesskabet, må vi først kende os selv, elske os selv, stå stærkt i os selv, og kende vores værd. Og det værd er den ubetingede kærlighed. Den, der oprinder fra en uudtømmelig kilde indeni, og som vi hverken kan eller skal gøre os fortjente af. Det kram, vi alle sammen trænger til. Og deri ligger paradokset. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at se hinanden, men vi må vide, hvem der ser. Vi har brug for forskellighed - ikke ensretning. Vi har brug for at kunne sige til og fra - og at møde hinanden med nysgerrighed og respekt. Som Jesper Juul har sagt "Her er jeg - hvem er du?" og ikke "hvordan gør jeg dig til en kopi af mig" eller "hvordan gør jeg mig til en kopi af dig", eller - gys - "hvordan får vi 27 mennesker til at gå i takt". Hvis vi skal elske vores næste, som vi elsker os selv, må vi først elske os selv. At elske sig selv indebærer at kende sig selv, at vide, hvem man er, og at man er hel og god nok som man er. Ganske uden at der skal stræbes for at opnå noget. At elske sig selv er, at mærke sig selv, stå ved sig selv, tage ansvar for sig selv, og at sætte grænser for, hvad man vil være med til. At elske sig selv er, at forstå, at ens stemme eller mening er lige så meget værd som nogen andens.

Jeg ser en verden fuld af mennesker, der er blevet distraheret væk fra denne inderste kerne, hvorfra alt udgår. Den uendelige kilde af iboende kærlighed, som ikke kommer udefra. Når du føler dig elsket helt ind i knoglerne uden at præstere noget som helst, når kærligheden strømmer frit igennem dig, som en kilde, der aldrig udtørrer, da kan du dele ud af den. Derfra kan du bidrage til fællesskabet.


Så måske er spørgsmålet om du føler, at du fortjener kærlighed. Fortjener du frihed? Fortjener du, at være dig, uden at måles og vejes og sammenlignes for at passe ind i den gældende samfundsnorm-form? Og hvordan ville samfundet se ud, hvis vi vendte hele mønten om, og tog udgangspunkt i menneskers forskelligheder?


0 comments

Recent Posts

See All